Skoven i hovedet

Skoven i hovedet

“Jeg har tænkt over noget,” sagde jeg til min mand i morges. Det fik ham til at slå en hul latter op og svare, “det skal stå på din gravsten.”
Rent bortset fra at gravstenshumor muligvis er upassende lige som sagerne står for tiden, så har han ret. Jeg tænker og tænker. Jeg tænker over strategier og matematiske modeller og lederskab og kærlighed og døden og hvorfor, allermest tænker jeg på hvorfor vi mennesker bruger så meget tid på at kritisere eller markere i stedet for at spørge og lytte. Det larmer ret meget i mit hoved, det har det altid gjort, det er bare et vilkår.
Men så er der skoven. Inde mellem træerne, hvor skovbunden er blød og træstammerne dæmper lydene, der er helt anderledes stille. Det er som om skoven tvinger én til nærvær. Tænk om man kunne plante en skov i sit hoved.