Synne Kristine Eriksen (f. 1977) er forfatter til fantasyserien De Tre Tyste, hvis første bind udkom i 2016.
Hun voksede op på Fyn, hvor skovene og det bløde istidslandskab senere skulle blive inspiration til bøgernes Bavneland. Derefter boede hun i København og arbejdede som lærer, inden hun flyttede til London og begyndte at skrive. I dag bor hun i Sorø og har igen fået skoven som nabo.
Natur og historie fylder meget i forfatterskabet, der er drevet af en længsel efter at fremmane det tabte, det fortryllede og det flygtige; og efter at skabe verdener, man har lyst til at forsvinde ind i.
Ved siden af skriveriet underviser hun børn og unge i at skrive.
