De Tre Tyste er en fortælling om sorg, det var bestemt ikke meningen, men sådan blev det.
Før jeg begyndte på De Tre Tyste skrev jeg på en historie om en dreng, der havde mistet sin mor. Men historien blev ikke det, jeg gerne ville have den til at være, og jeg besluttede mig for at skrive noget helt andet. Jeg ville ud i skoven, jeg ville ikke skrive om sorg og døde mødre.
Men der sneg sig en sætning ind i de første udkast. I sneen under elmetræet. Den var der, der var ikke noget at gøre, og så måtte jeg finde ud af, hvad der skete i sneen under elmetræet. Det viste sig, at jeg alligevel var i gang med at skrive om en dreng, der havde mistet sin mor.
Jeg planlagde det ikke sådan, men det blev Sigurds lod at bære på en sorg, der er så stor og uforståelig for andre, at han ikke taler om den, den er blevet til en ulmende vrede, en rasende sorg, og han har kun sjakalhunden Olm til at hjælpe sig. Det er Olm, der tuder, da Svanhild bliver taget og Aud begravet, der er kun hundens ordløse sorg og Sigurds raseri, det er jo derfor, hunden hedder Olm og sværdet hedder Gram, det er derfor, det ender i vrede og vold.