Om at finde illustrationer til det, man kun selv har set

Det var en tilfældighed, at jeg fandt Amanda Sartors illustrationer. En dag var de der bare på min skærm og trak i mig. Jeg blev ved at vende tilbage til dem. De var sære og uhyggelige, men også vidunderligt smukke. De mindede mig om noget og var samtidig noget helt andet. De vakte den der særlige følelse, jeg kunne mærke længslen.

Jeg synes, en bog er et kunstværk. Forsider kan være så dragende, så stemningsfulde, de sætter tonen for fortællingen, der er indeni. Jeg kan lide at ae smukke forsider. Det betød meget for mig, at forsiderne til De Tre Tyste kom til at passe til fortællingen. At man kunne fornemme længslen og vemodet, det dystre og det smukke. At de havde den rette stemning.

Og sådan er verden jo nu; man kan bare skrive til en, der bor i Seattle og spørge: Vil du lave en forside til min bog? Det er jo magisk. En helt ny og vidunderlig dimension af historien opstod, da Amanda Sartor begyndte at sende mig skitser.

Jeg elsker illustrationerne. Men da bøgerne udkom, blev jeg også i tvivl. Der er koder og mode i alting, også i bogforsider. Ikke alle så det samme som jeg, når de så De Tre Tyste. Jeg havde kun tænkt på historien, på universet, da jeg skulle vælge illustrator. På værket. Jeg tænkte ikke på, hvad der var moderne, eller ville sælge, eller talte til denne eller hin målgruppe.

På den måde er forsiderne tæt forbundet til mig, til min måde at skrive på. Jeg tænker heller ikke på målgrupper eller salgstal, når jeg skriver. Jeg er bare nede i fortællingen. Jeg interesserer mig kun for universet. Jeg elsker, at forsiderne også er en fortælling om at stole på værket, og jeg er meget taknemmelig for, at mit forlag lod mig gøre det, lod mig stole på mig.

Da Dødeklokken udkom, var jeg på fantasyfestival. Jeg stod der, omgivet af fantasybøger i alle farver. Folk passerede forbi, det var spændende at se, hvor de stoppede. Mange sprang mine bøger over, næsten som om de slet ikke så dem. Men der var også nogen, der standsede. Det var som regel nogen, der havde passeret lidt ligegyldigt forbi alle de andre bøger; de stoppede ved mine, ofte med et lille udbrud af begejstring. Så stod jeg der, musestille, og følte mig hemmeligt forbundet.