Grå trådte selv ind i historien en dag. Jeg skulle ikke bruge hende til noget, men der var hun, et lille, ituslået menneske, der var blevet brugt hele sit liv. Det var ikke svært at åbne døren og lukke hende ind i fortællingen, det faldt mig faktisk aldrig ind at lade være.

Der er mange af bøgernes læsere, der godt kan lide Grå. Selv er jeg lidt bange for hende, eller det ville jeg være, hvis jeg mødte hende i virkeligheden. Grå er ikke rask. Hun er gået i stykker.

Det er jo ikke Grås skyld; hun er et barn, et forældreløst barn, og det har til alle tider været den mest sårbare situation, et menneske kan være i. Hvem samler sådan en pige op i et fattigt samfund? Det gør jo nogen, der synes, de kan bruge hende til noget. Og det gør han så, manden, som hun kalder far, han bruger hende til noget. Og Grå holder op med at tale. Der er jo ikke længere nogen ord, der kan udtrykke det, hun har inden i sig.
Jeg kunne skrive, at Grås stumhed er et symbol på alle de undertrykte sjæle, der ikke har en stemme, der ikke har magt, der bliver udnyttet og misbrugt. Det er den vel på en måde også. Men det er ikke noget, jeg har planlagt. Hun dukkede bare op i historien og var stum og i stykker.

Hun er så loyal overfor Sigurd, og jeg elsker hende for det, han har brug for hende. Men helt sund er den tilknytning jo egentlig ikke. Hun er ikke et velafbalanceret menneske, det kan man ikke sige om hende. Men hun ser noget, der er godt, og det higer hun sådan efter, at hun griber ud og holder fast.

Jeg ville så gerne give hende en lykkelig skæbne. Men jeg vidste også, at en lykkelig skæbne ville være urealistisk. I virkelighedens verden ville en pige som Grå ikke få en lykkelig skæbne, hun ville få en forvaringsdom. Hun kan ikke være blandt mennesker, begynde at tale igen, have rare og gode og sunde relationer; sådan fungerer det ikke. Jeg måtte vælge mellem at give hende en skæbne, der enten var barsk eller noget helt andet.

De Tre Tyste er en fortælling om sorg, det var bestemt ikke meningen, men sådan blev det.
Før jeg begyndte på De Tre Tyste skrev jeg på en historie om en dreng, der havde mistet sin mor. Men historien blev ikke det, jeg gerne ville have den til at være, og jeg besluttede mig for at skrive noget helt andet. Jeg ville ud i skoven, jeg ville ikke skrive om sorg og døde mødre.

Men der sneg sig en sætning ind i de første udkast. I sneen under elmetræet. Den var der, der var ikke noget at gøre, og så måtte jeg finde ud af, hvad der skete i sneen under elmetræet. Det viste sig, at jeg alligevel var i gang med at skrive om en dreng, der havde mistet sin mor.

Jeg planlagde det ikke sådan, men det blev Sigurds lod at bære på en sorg, der er så stor og uforståelig for andre, at han ikke taler om den, den er blevet til en ulmende vrede, en rasende sorg, og han har kun sjakalhunden Olm til at hjælpe sig. Det er Olm, der tuder, da Svanhild bliver taget og Aud begravet, der er kun hundens ordløse sorg og Sigurds raseri, det er jo derfor, hunden hedder Olm og sværdet hedder Gram, det er derfor, det ender i vrede og vold.